Så besluttede jeg at tage til Vietnam og finde det sted. Det var meget vanskeligt. Jeg måtte spørge mig for, og måtte rejse to dage, for at komme ned til den landsby hvor det var, og måtte køre ad meget små veje som I kan se. Men til sidst fandt vi stedet hvor de vævede den helt fantastiske Ikat.

Det første vi stødte på var denne pige her, som vævede lige nøjagtig den fantastiske Ikat jeg havde fundet i Cambodja.

Det specielle ved denne Ikat er… fordi dette område ved Kampuchea Krom, som cambodjanerne kalder det sydlige Vietnam, og som oprindelig havde været cambodjansk. Det område har været meget isoleret på grund af Vietnamkrigene og det har været isoleret i Vietnam fordi det er en minoritet og grænsen mellem Vietnam har været lukket. Så den måde de væver på er den måde man vævede på i Cambodja for 100 år siden. I Cambodja gør man det ikke mere fordi det tager enormt lang til, og fordi den cambodjanske Ikat silke selvfølgelig er influeret af vestligt design.

Når denne pige væver, væver hun kun nogle få centimeter silkestof om dagen. Og når hele stykket, som bliver ca 2 meter langt, er færdigt, så har hun med indfarvning af tråden arbejdet ca. 2 måneder på sådan et stykke Ikat.

Jeg elsker at sidde og kigge på væverne i Sydøstasien. Specielt Ikat. Det er fantastisk at se på væverne hvordan de slapper af når de væver. Det er nærmest en meditativ tilstand. Jeg undrer mig over hvordan de kan finde rede i hvad tråd de skal tage næste gang. De skifter tråd hele tiden for at få det specielle design frem. De siger altid til mig: “Det er meget nemt, Sir. Vi gør det bare.” Og de gør det bare fordi deres mor har lært dem det, og hun har lært det af sin mor… i tusind år. Så det sidder nærmest i deres gener, i deres underbevidsthed.

Hendes fødder bevæger sig op og ned, og hun tænker ikke over det. De bevæger bare af sig selv.

Det fantastiske ved denne Ikat er at den ikke kan laves på fabrik. Den kan ikke laves af maskiner. Den kan kun håndlaves fordi alle designmønstrene er vævet ind stoffet. De er ikke trykt. Det giver en dybde som gør dem skønnere og gør dem til unika. Denne Ikat silke er den bedste der væves i verden, den sværeste at væve. Og det eneste sted den væves, er i denne lille landsby i Vietnam.

Bagefter tog vi hen til den egentlige landsby. Og det var sådan et chok at se hvor fattige folk var. Det var også et chok at se… i den fattigdom… der så jeg de smukkeste silkestykker der væves i hele verden. Det stod de risbønder og viste mig.

De sælger til nogle få butikker i Vietnam, og så sælger de til mig. Men de kan heller ikke nå at væve så meget, men det betyder noget for dem at få det aftaget. Hvis ikke der er købere nok, vil de holde op… men de fortsætter med at væve. De er meget fattige og lever et hårdt liv, fordi de er minoriter i det, som de betragter som deres eget land. De må for eksempel ikke lære cambodjansk i skolen, som er det sprog de taler derhjemme. Men i silken bevarer de deres stolthed og deres kultur. Når de væver så er de Khmerer, fordi der er ingen vietnamesere der kan væve Ikat.

I regnsæsonen væver de, for der kan de alligevel ikke gå i marken. Så får de en ekstra indtægt, som hjælper dem.

Det var med splittede følelser jeg besøgte stedet. På den ene side var jeg ked af at se hvor fattige de var, og også ked af lidt melankolsk at se en kultur som dør, men jeg var også glad fordi jeg endelig havde fundet det sted, hvor de lavede den fantastiske Ikat, og jeg kan sælge den for dem.

This girl, when she is weaving.. She weaves some centimeters every day. And the whole piece which is a little more than 2 meters long… It takes her about 2 month to finish… if you also count the time it takes to color the thread.

I love to sit and look at the weavers in Asia when they sit and weave, especially Ikat. Because what they do is fantastic… what they do is so relaxed. It is really a kind of meditation. And I always wonder how they find out which kind of thread to take next time to get this design perfect. And they always tell me… “Sir, it is very easy, we just do it.” But they do it because mother taught daughter, mother taught daughter for thousand years. So it is sitting there in there unconsciousness.

And when you look at her feet, it looks like she doesn’t know what she is doing… she just does it.

And afterwards, we go to the real village where they weave. And it was somewhat a shock because there I could see how poor these people really were. But the silk they make is the best silk in the world. The most fantastic handwoven design in the world are done by this extremely poor minority in Vietnam.

And they tell us that they sell to a few shops in Vietnam. But they don’t sell so much… so they don’t weave so much. So they want us to buy more. For this reason I was happy that I went there.

This people is a minority in an area they feel is their own. They feel they have a hard life. They can’t speak their own Khmer language in the school. they don’t learn it, but in the weaving in this design they some way keep the Khmer tradition. They feel they still have their culture. So they are very proud. But they are the last ones who do it in Vietnam. Before there were many such places in Vietnam. Here they still do it in the raining season. And it gives them an extra income som they earn money, not just from the rice field, but also from the weaving.

For me, when I was there it was with divided feelings of happiness and sadness. Sad, because I know these poeple are poor and this cultrue will one day disappear because weaving takes too long time and people will not pay. But happy because I found them and can now sell their fantastic silk.